Rimbobollerne er en af favoritterne herhjemme. De tager ikke langt tid at smække sammen, da det meste af det går til hævetid. Desuden kan de fryses i mindre portioner efter første hævning, og optøes når man får lyst til dem. De tøer op på den tid man når at få ovnen varm, bages 5-8 min i ovn, glasur på og så er der serveret lækre kageboller :)
Rimboboller:
ca 25 stk.
Tid: 2½t (2t til hævning)
Ingredienser:
25 g gær
2 dl kold mælk
200 g smør eller margarine
1 spsk sukker
ca 6 dl hvedemel
Fyld:
75 g smør eller margarine
2 spsk sukker
2 tsk vanillesukker
Pensling:
1 æg
Pynt:
1 dl flormelis
1 spsk vand
Fremgangsmåde:
Smuldr gæren ud i skålen. Tilsæt mælken og rør til gæren er opløst.
Tilsæt fedtstoffet i små klumper sammen med sukker og mel. Ælt det hurtigt sammen.
Rul dejen ud til en firkant 40 x 40 cm på et melet bord.
Skær dejen i firkanter 8 x 8 cm.
Rør ingredienserne til fyldet sammen. Læg lidt fyld midt på hvert dejstykke.
Buk de fire hjørner op omkring fyldet.
Læg bollerne i små papirforme og stil dem på en bageplade.
Lad dem hæve tildækket ca 2 timer ved stuetemperatur.
Pensl med sammenpisket æg.
Bag bollerne midt i ovnen ved 250 grader i 5-8 minutter. I varmluftovn ved 200 grader i ca 8 minutter.
Lad bollerne køle af på en rist. Pynt med glasur lige inden serveringen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar