Når 2019 starter hårdt ud

Endnu engang lagde stilheden sig over bloggen.
2019 har allerede budt på lidt af hvert, og vi lever stadig midt i orkanens øje, men forhåbentligt lysner det snart, så vi kan få ro på herhjemme.
Jeg selv, har levet i en osteklokke af smerter siden midt oktober, hvor min blokade stoppede med at virke. Jeg har haft svært ved at være i mig selv, og jongleret arbejde, virksomhed, familie og fritid.
Jeg har bidt smerter i mig, som har været så kraftige, at det at komme på arbejde var en stor stress faktor, da det betød x-antal timer hvor jeg måtte smide smilemasken på, og lade som om at alt var fint overfor kunderne.
Nogle dage var det så svært, at jeg næsten var grædefærdig, men jeg håber ikke kunderne lod mærke til det, man bliver pro med tiden.
Men stressen var så tydelig i kroppen, at hver dag var en dag jeg stod ud af sengen, med en skræk om endnu en dag med smerter.
Dette galt ikke kun på arbejde. måske var det blot en weekenddag med ungerne hjemme.
Mine hænder rystede, jeg var på randen af tårer. Nogle nætter brød jeg ligefrem sammen, flere nætter i streg... jeg vidste, at nu måtte der snart ske noget.

Det gjorde der da også, jeg blev sendt videre til en Fysioterapeut der vidste hvad hun havde med at gøre. Hun afskrev alt hvad de tidligere Fysioterapeuter havde smidt mig ud i.
Træning.. almindelig træning var bandlyst, ISÆR hvis det gjorde ondt. Det havde det gjort, og jeg havde fået at vide at det var OK. Men det er det ikke, det må IKKE gøre ondt.
Jeg fik taget ny MR-scanning, og mine forkalkninger var slemme, meget slemme.
Vi blev enige om at prøve chokbølgebehandling, der var der mange andre der havde prøvet før, og med godt resultat. Jeg har nu fået 3 behandlinger, og jeg må indrømme, at de har åbnet op for de sår forkalkningerne havde dækket sig over.
Jeg ser nu tilbage på smerter jeg havde for ca 2 år siden, før forkalkningerne valgte at udvikle sig.
Vi snakker smerter ved hver bevægelse, følelse af syre der render rundt inde i skuldrene, og jeg kan mærke tårene er på vej igen, da smerter har sat sig fast i mit hoved som en stress udløser.

Men jeg er fortrøstningsfuld over at jeg er tilbage til hvor skaden var slem uden forkalkninger, og med lidt behandlinger mere, håber jeg på at jeg kan sammenarbejde med min krop, og få den tilbage på rette køl igen. Det skal gøre ondt før det gør godt, og det har jeg mærket.
Jeg krydser fingre, jeg vil ikke byde min værste fjende at gå gennem det daglige smertehelvede jeg har været i de sidste 3 år.

Problemet med disse smerter og behandling er, at det er vigtigt at give sig selv ro, og tid til træning, og med en familie og et arbejde, har dette været svært.
Arbejdet har været været utroligt forstående, og jeg tager hatten af for den positive tone de havde overfor mig, da jeg måtte melde fra en del vagter i forbindelse med mine behandlinger.

Desværre, så har det været knap så let på hjemmefronten.
Vi har alle kæmpet med sygdom (influenza, forkølelse m.m) siden årets start.
Alle har været turen igennenm 1-2 gange, men især den bette har været hårdt ramt.
Ud over at han har været igennem feber 4 gange, har han skadet sin ene hånd (som var meget smertefuld i 4 dage) og fået lagt dræn så han måtte tage en fridage mere.
Dog tog han de nye dræn utroligt flot!
Siden jul sov han ikke igennem mere, og nogle nætter kunne han vække mig op til 6 gange igen.

Jeg gentager, jeg føler seriøst jeg har levet i en osteklokke, haft svært ved at trække vejret, og hver gang jeg føler at der er tid til overskud, så bliver vi ramt at sygsom eller andet.

I starten af året var min mand i en bilulykke, heldigvis skete der ikke ham noget, men vores bil blev totalskadet. Der gik næsten en måned før vi stod med en ny bil. Alt skulle tilrettelægges, og min mand havde et kæmpe arbejde med forsikringer, og papirarbejde for at få det hele på plads, både med den gamle, men også den nye bil.

Jeg føler 2019 er et år vi bliver udsat for den ene prøvelse efter den anden, men jeg prøver at holde mig selv positiv så meget jeg kan, selvom det kræver rigtigt meget af mig.
Der er dage jeg har følt mig som en ufattelig dårlig mor, da min tålmodighed og lunte har været kort, Pga. de smerter jeg har skulle undertrykke. At sætte mig selv i sidste række, fx når den bette er hjemme, er mega hårdt, og jeg har de sidste par måneder slugt flere smertestillende end hele sidste år.

Kalenderen er fuld.
Fødselsdage, samtaler og arrangementer i børnehave og skole, behandlinger, scanninger og arbejde.

Jeg ved jeg må tage en dag af gangen.
Fra i næste uge står den på 2 ugers ferie, og jeg håber på, at når de er gået, så er der bedring i smerterne, og jeg har mere overskud.
Fordi overskudsmor kæmper. Hun er derinde, hun har mange planer, ønsker og kærlighed at give, men hold nu kæft hun er træt...

 

Når det er svært at vende tilbage

Jeg har mange gange gerne villet vende tilbage til bloggen.
For blot nogle år tilbage, var det min kæreste dagbog.
En måde for mig at skrive følelserne ned på, dele mine glæder og sorger.
Et opslagsværk for mig selv, til at minde mig selv om, at vi egentligt gjorde nok for og med vores unger, og ikke visnede hjem herhjemme uden motivering og oplevelserne nok.

Men.. Lucas kom til verden, og stjal alt mit overskud. Jeg røg ned i et hul, og siden der, har jeg faktisk levet i en osteklokke og dagene har slugt mig en efter en, uden jeg havde følelsen af overskud.
Både manden og jeg har hungret efter søvn, og selv de dage vi fik nok søvn, hungrede vi efter mere, hvis nu dagen efter blev slem (og det blev den ofte).
Jeg blev hjerneblæst af søvnmangel, af at blive afbrudt op til 15 gange på en nat, på at opgive at sove, så jeg lå vågen og kiggede op i det mørke loft op til 6 timer hver nat, med Lucas liggende ved siden af, der vågne hvert 15-20 min.

Det er blevet bedre, MEGET bedre! Lucas har siden han fyldte 3 år, kommet godt efter det. Endeligt!
De dårlige dage er med opvågninger 3-5 gange på en nat, standard er en enkelt gang for at komme ind i vores seng for at sove, og de gode nætter sover han helt igennem.
De gode nætter kan tælles på en hånd på en måned. Men de er der!
Men det er ikke kun natten han har trukket overskuddet ud af os, også dagen er han en udfordring.
Han har en temperament og et ekstremt behov for at have kontrol. En kontrol han vil have men ikke kan styre. Jeg har arbejdet meget med omvendt psykologi på ham, fordi så længe han tror ideerne er hans, så kan jeg få han til at gøre næsten hvad som helst (med forbehold).
Hans ynglings ord er "Nej!" og "vil ikke!".
Men nogle dage er det så slemt, at alt ramler. Han kan få en ide, få lov til den, men så ikke gide den alligevel, får en nye ide, som han heller ikke gider.
Nogle gange, er han bare et 15.000 brikkers puslespil, og lige som man tror man har løst problemet efter 45 min skrigeri, så mangler den sidste brik, og problemet man har kæmpet med, kan ikke løses.

Det fylder rigtigt meget, og jeg har det pænt dårligt med, at være væk på arbejde flere aftener i ugen, og lade Thomas stå med det hele.
Han har haft dage, hvor han ikke kunne mere, hvor han brød sammen. Og det værste er, at der har han ikke bare kunnet række mig ungerne og sige "jeg kan ikke mere nu", fordi jeg har slet ikke været hjemme.

Og så er der Silas, stakkels søde Silas, han må også lide under hans forældres manglende overskud.
Han er en teenager uden lige, men har altid sovet godt, og været den sødeste dreng i verden (trods hans efterhånden store ordforråd af bandeord).
Men vi prøver at prioriterer ham. At få ham tidligt hjem efter skole, hygge med ham, se mange film, og han er nu også startet til Taekwondo.

Da jeg startede arbejde efter endt barsel, måtte jeg fortsat trække et stort læs hjemme.
Nu havde jeg deltid, men stadig med fuldtids oprydning og klargøring herhjemme, for at lette arbejdet for Thomas. Så skulle han "kun" tænke mad, spisning, madpakke, bad og putning af unger.
Men det er mega hårdt, og jeg gjorde det ikke lettere for mig selv, da jeg valgte at starte virksomhed imens.
Jeg havde ikke nok timer i døgnet.. jeg havde intet overskud.
Men det må jeg have haft, fordi efter jeg fik konstateret kæmpe smertefulde forkalkninger i mine arbejde pga mit arbejde, og dårligt arbejdsmiljø for mig, så måtte jeg søge nyt arbejde.
Det fik jeg så, men det var før det andet arbejde var stoppet, da jeg skulle oplæres hurtigst muligt, så i 2 uger arbejdede jeg 3 jobs.. og klarede det herhjemme imens..
Når jeg tænker måneder tilbage, så ved jeg slet ikke hvordan jeg klarede det, eller om jeg gjorde.. men det må jeg havde gjort.. jeg står da endnu.
Men jeg har så også lige været til læge og få undersøgt hjertet pga. hjerteflimmer, for 5 ugers tid siden startede det, mega ubehageligt.

Jeg arbejdede 45 timer i 2 uger på arbejdet pga. ferie, og på mine få fridage, havde jeg booket fotograferinger.. så det løb nok op i over 60 timer. Jeg er ikke overrasket over at min krop reagerer.
Her de sidste par dage går det bedre, jeg er nede på det jeg skal have (30 timer), jeg har ikke nogle bookinger (ud over månedsfoto), og fremover er det kun en booking i ugen.
Jeg skal tage kontrol, og passe på mig selv.

I takt med at Lucas bliver lettere, og vi prøver at finde den sidste brik i puslespillet, så håber jeg på at finde den harmoni der skal til for at vi får overskuddet tilbage.
Overskuddet til at nyde hinanden og livet igen, og ikke bare overleve.