Når det er svært at vende tilbage

Jeg har mange gange gerne villet vende tilbage til bloggen.
For blot nogle år tilbage, var det min kæreste dagbog.
En måde for mig at skrive følelserne ned på, dele mine glæder og sorger.
Et opslagsværk for mig selv, til at minde mig selv om, at vi egentligt gjorde nok for og med vores unger, og ikke visnede hjem herhjemme uden motivering og oplevelserne nok.

Men.. Lucas kom til verden, og stjal alt mit overskud. Jeg røg ned i et hul, og siden der, har jeg faktisk levet i en osteklokke og dagene har slugt mig en efter en, uden jeg havde følelsen af overskud.
Både manden og jeg har hungret efter søvn, og selv de dage vi fik nok søvn, hungrede vi efter mere, hvis nu dagen efter blev slem (og det blev den ofte).
Jeg blev hjerneblæst af søvnmangel, af at blive afbrudt op til 15 gange på en nat, på at opgive at sove, så jeg lå vågen og kiggede op i det mørke loft op til 6 timer hver nat, med Lucas liggende ved siden af, der vågne hvert 15-20 min.

Det er blevet bedre, MEGET bedre! Lucas har siden han fyldte 3 år, kommet godt efter det. Endeligt!
De dårlige dage er med opvågninger 3-5 gange på en nat, standard er en enkelt gang for at komme ind i vores seng for at sove, og de gode nætter sover han helt igennem.
De gode nætter kan tælles på en hånd på en måned. Men de er der!
Men det er ikke kun natten han har trukket overskuddet ud af os, også dagen er han en udfordring.
Han har en temperament og et ekstremt behov for at have kontrol. En kontrol han vil have men ikke kan styre. Jeg har arbejdet meget med omvendt psykologi på ham, fordi så længe han tror ideerne er hans, så kan jeg få han til at gøre næsten hvad som helst (med forbehold).
Hans ynglings ord er "Nej!" og "vil ikke!".
Men nogle dage er det så slemt, at alt ramler. Han kan få en ide, få lov til den, men så ikke gide den alligevel, får en nye ide, som han heller ikke gider.
Nogle gange, er han bare et 15.000 brikkers puslespil, og lige som man tror man har løst problemet efter 45 min skrigeri, så mangler den sidste brik, og problemet man har kæmpet med, kan ikke løses.

Det fylder rigtigt meget, og jeg har det pænt dårligt med, at være væk på arbejde flere aftener i ugen, og lade Thomas stå med det hele.
Han har haft dage, hvor han ikke kunne mere, hvor han brød sammen. Og det værste er, at der har han ikke bare kunnet række mig ungerne og sige "jeg kan ikke mere nu", fordi jeg har slet ikke været hjemme.

Og så er der Silas, stakkels søde Silas, han må også lide under hans forældres manglende overskud.
Han er en teenager uden lige, men har altid sovet godt, og været den sødeste dreng i verden (trods hans efterhånden store ordforråd af bandeord).
Men vi prøver at prioriterer ham. At få ham tidligt hjem efter skole, hygge med ham, se mange film, og han er nu også startet til Taekwondo.

Da jeg startede arbejde efter endt barsel, måtte jeg fortsat trække et stort læs hjemme.
Nu havde jeg deltid, men stadig med fuldtids oprydning og klargøring herhjemme, for at lette arbejdet for Thomas. Så skulle han "kun" tænke mad, spisning, madpakke, bad og putning af unger.
Men det er mega hårdt, og jeg gjorde det ikke lettere for mig selv, da jeg valgte at starte virksomhed imens.
Jeg havde ikke nok timer i døgnet.. jeg havde intet overskud.
Men det må jeg have haft, fordi efter jeg fik konstateret kæmpe smertefulde forkalkninger i mine arbejde pga mit arbejde, og dårligt arbejdsmiljø for mig, så måtte jeg søge nyt arbejde.
Det fik jeg så, men det var før det andet arbejde var stoppet, da jeg skulle oplæres hurtigst muligt, så i 2 uger arbejdede jeg 3 jobs.. og klarede det herhjemme imens..
Når jeg tænker måneder tilbage, så ved jeg slet ikke hvordan jeg klarede det, eller om jeg gjorde.. men det må jeg havde gjort.. jeg står da endnu.
Men jeg har så også lige været til læge og få undersøgt hjertet pga. hjerteflimmer, for 5 ugers tid siden startede det, mega ubehageligt.

Jeg arbejdede 45 timer i 2 uger på arbejdet pga. ferie, og på mine få fridage, havde jeg booket fotograferinger.. så det løb nok op i over 60 timer. Jeg er ikke overrasket over at min krop reagerer.
Her de sidste par dage går det bedre, jeg er nede på det jeg skal have (30 timer), jeg har ikke nogle bookinger (ud over månedsfoto), og fremover er det kun en booking i ugen.
Jeg skal tage kontrol, og passe på mig selv.

I takt med at Lucas bliver lettere, og vi prøver at finde den sidste brik i puslespillet, så håber jeg på at finde den harmoni der skal til for at vi får overskuddet tilbage.
Overskuddet til at nyde hinanden og livet igen, og ikke bare overleve.