Når 2019 starter hårdt ud

Endnu engang lagde stilheden sig over bloggen.
2019 har allerede budt på lidt af hvert, og vi lever stadig midt i orkanens øje, men forhåbentligt lysner det snart, så vi kan få ro på herhjemme.
Jeg selv, har levet i en osteklokke af smerter siden midt oktober, hvor min blokade stoppede med at virke. Jeg har haft svært ved at være i mig selv, og jongleret arbejde, virksomhed, familie og fritid.
Jeg har bidt smerter i mig, som har været så kraftige, at det at komme på arbejde var en stor stress faktor, da det betød x-antal timer hvor jeg måtte smide smilemasken på, og lade som om at alt var fint overfor kunderne.
Nogle dage var det så svært, at jeg næsten var grædefærdig, men jeg håber ikke kunderne lod mærke til det, man bliver pro med tiden.
Men stressen var så tydelig i kroppen, at hver dag var en dag jeg stod ud af sengen, med en skræk om endnu en dag med smerter.
Dette galt ikke kun på arbejde. måske var det blot en weekenddag med ungerne hjemme.
Mine hænder rystede, jeg var på randen af tårer. Nogle nætter brød jeg ligefrem sammen, flere nætter i streg... jeg vidste, at nu måtte der snart ske noget.

Det gjorde der da også, jeg blev sendt videre til en Fysioterapeut der vidste hvad hun havde med at gøre. Hun afskrev alt hvad de tidligere Fysioterapeuter havde smidt mig ud i.
Træning.. almindelig træning var bandlyst, ISÆR hvis det gjorde ondt. Det havde det gjort, og jeg havde fået at vide at det var OK. Men det er det ikke, det må IKKE gøre ondt.
Jeg fik taget ny MR-scanning, og mine forkalkninger var slemme, meget slemme.
Vi blev enige om at prøve chokbølgebehandling, der var der mange andre der havde prøvet før, og med godt resultat. Jeg har nu fået 3 behandlinger, og jeg må indrømme, at de har åbnet op for de sår forkalkningerne havde dækket sig over.
Jeg ser nu tilbage på smerter jeg havde for ca 2 år siden, før forkalkningerne valgte at udvikle sig.
Vi snakker smerter ved hver bevægelse, følelse af syre der render rundt inde i skuldrene, og jeg kan mærke tårene er på vej igen, da smerter har sat sig fast i mit hoved som en stress udløser.

Men jeg er fortrøstningsfuld over at jeg er tilbage til hvor skaden var slem uden forkalkninger, og med lidt behandlinger mere, håber jeg på at jeg kan sammenarbejde med min krop, og få den tilbage på rette køl igen. Det skal gøre ondt før det gør godt, og det har jeg mærket.
Jeg krydser fingre, jeg vil ikke byde min værste fjende at gå gennem det daglige smertehelvede jeg har været i de sidste 3 år.

Problemet med disse smerter og behandling er, at det er vigtigt at give sig selv ro, og tid til træning, og med en familie og et arbejde, har dette været svært.
Arbejdet har været været utroligt forstående, og jeg tager hatten af for den positive tone de havde overfor mig, da jeg måtte melde fra en del vagter i forbindelse med mine behandlinger.

Desværre, så har det været knap så let på hjemmefronten.
Vi har alle kæmpet med sygdom (influenza, forkølelse m.m) siden årets start.
Alle har været turen igennenm 1-2 gange, men især den bette har været hårdt ramt.
Ud over at han har været igennem feber 4 gange, har han skadet sin ene hånd (som var meget smertefuld i 4 dage) og fået lagt dræn så han måtte tage en fridage mere.
Dog tog han de nye dræn utroligt flot!
Siden jul sov han ikke igennem mere, og nogle nætter kunne han vække mig op til 6 gange igen.

Jeg gentager, jeg føler seriøst jeg har levet i en osteklokke, haft svært ved at trække vejret, og hver gang jeg føler at der er tid til overskud, så bliver vi ramt at sygsom eller andet.

I starten af året var min mand i en bilulykke, heldigvis skete der ikke ham noget, men vores bil blev totalskadet. Der gik næsten en måned før vi stod med en ny bil. Alt skulle tilrettelægges, og min mand havde et kæmpe arbejde med forsikringer, og papirarbejde for at få det hele på plads, både med den gamle, men også den nye bil.

Jeg føler 2019 er et år vi bliver udsat for den ene prøvelse efter den anden, men jeg prøver at holde mig selv positiv så meget jeg kan, selvom det kræver rigtigt meget af mig.
Der er dage jeg har følt mig som en ufattelig dårlig mor, da min tålmodighed og lunte har været kort, Pga. de smerter jeg har skulle undertrykke. At sætte mig selv i sidste række, fx når den bette er hjemme, er mega hårdt, og jeg har de sidste par måneder slugt flere smertestillende end hele sidste år.

Kalenderen er fuld.
Fødselsdage, samtaler og arrangementer i børnehave og skole, behandlinger, scanninger og arbejde.

Jeg ved jeg må tage en dag af gangen.
Fra i næste uge står den på 2 ugers ferie, og jeg håber på, at når de er gået, så er der bedring i smerterne, og jeg har mere overskud.
Fordi overskudsmor kæmper. Hun er derinde, hun har mange planer, ønsker og kærlighed at give, men hold nu kæft hun er træt...

 

Når det er svært at vende tilbage

Jeg har mange gange gerne villet vende tilbage til bloggen.
For blot nogle år tilbage, var det min kæreste dagbog.
En måde for mig at skrive følelserne ned på, dele mine glæder og sorger.
Et opslagsværk for mig selv, til at minde mig selv om, at vi egentligt gjorde nok for og med vores unger, og ikke visnede hjem herhjemme uden motivering og oplevelserne nok.

Men.. Lucas kom til verden, og stjal alt mit overskud. Jeg røg ned i et hul, og siden der, har jeg faktisk levet i en osteklokke og dagene har slugt mig en efter en, uden jeg havde følelsen af overskud.
Både manden og jeg har hungret efter søvn, og selv de dage vi fik nok søvn, hungrede vi efter mere, hvis nu dagen efter blev slem (og det blev den ofte).
Jeg blev hjerneblæst af søvnmangel, af at blive afbrudt op til 15 gange på en nat, på at opgive at sove, så jeg lå vågen og kiggede op i det mørke loft op til 6 timer hver nat, med Lucas liggende ved siden af, der vågne hvert 15-20 min.

Det er blevet bedre, MEGET bedre! Lucas har siden han fyldte 3 år, kommet godt efter det. Endeligt!
De dårlige dage er med opvågninger 3-5 gange på en nat, standard er en enkelt gang for at komme ind i vores seng for at sove, og de gode nætter sover han helt igennem.
De gode nætter kan tælles på en hånd på en måned. Men de er der!
Men det er ikke kun natten han har trukket overskuddet ud af os, også dagen er han en udfordring.
Han har en temperament og et ekstremt behov for at have kontrol. En kontrol han vil have men ikke kan styre. Jeg har arbejdet meget med omvendt psykologi på ham, fordi så længe han tror ideerne er hans, så kan jeg få han til at gøre næsten hvad som helst (med forbehold).
Hans ynglings ord er "Nej!" og "vil ikke!".
Men nogle dage er det så slemt, at alt ramler. Han kan få en ide, få lov til den, men så ikke gide den alligevel, får en nye ide, som han heller ikke gider.
Nogle gange, er han bare et 15.000 brikkers puslespil, og lige som man tror man har løst problemet efter 45 min skrigeri, så mangler den sidste brik, og problemet man har kæmpet med, kan ikke løses.

Det fylder rigtigt meget, og jeg har det pænt dårligt med, at være væk på arbejde flere aftener i ugen, og lade Thomas stå med det hele.
Han har haft dage, hvor han ikke kunne mere, hvor han brød sammen. Og det værste er, at der har han ikke bare kunnet række mig ungerne og sige "jeg kan ikke mere nu", fordi jeg har slet ikke været hjemme.

Og så er der Silas, stakkels søde Silas, han må også lide under hans forældres manglende overskud.
Han er en teenager uden lige, men har altid sovet godt, og været den sødeste dreng i verden (trods hans efterhånden store ordforråd af bandeord).
Men vi prøver at prioriterer ham. At få ham tidligt hjem efter skole, hygge med ham, se mange film, og han er nu også startet til Taekwondo.

Da jeg startede arbejde efter endt barsel, måtte jeg fortsat trække et stort læs hjemme.
Nu havde jeg deltid, men stadig med fuldtids oprydning og klargøring herhjemme, for at lette arbejdet for Thomas. Så skulle han "kun" tænke mad, spisning, madpakke, bad og putning af unger.
Men det er mega hårdt, og jeg gjorde det ikke lettere for mig selv, da jeg valgte at starte virksomhed imens.
Jeg havde ikke nok timer i døgnet.. jeg havde intet overskud.
Men det må jeg have haft, fordi efter jeg fik konstateret kæmpe smertefulde forkalkninger i mine arbejde pga mit arbejde, og dårligt arbejdsmiljø for mig, så måtte jeg søge nyt arbejde.
Det fik jeg så, men det var før det andet arbejde var stoppet, da jeg skulle oplæres hurtigst muligt, så i 2 uger arbejdede jeg 3 jobs.. og klarede det herhjemme imens..
Når jeg tænker måneder tilbage, så ved jeg slet ikke hvordan jeg klarede det, eller om jeg gjorde.. men det må jeg havde gjort.. jeg står da endnu.
Men jeg har så også lige været til læge og få undersøgt hjertet pga. hjerteflimmer, for 5 ugers tid siden startede det, mega ubehageligt.

Jeg arbejdede 45 timer i 2 uger på arbejdet pga. ferie, og på mine få fridage, havde jeg booket fotograferinger.. så det løb nok op i over 60 timer. Jeg er ikke overrasket over at min krop reagerer.
Her de sidste par dage går det bedre, jeg er nede på det jeg skal have (30 timer), jeg har ikke nogle bookinger (ud over månedsfoto), og fremover er det kun en booking i ugen.
Jeg skal tage kontrol, og passe på mig selv.

I takt med at Lucas bliver lettere, og vi prøver at finde den sidste brik i puslespillet, så håber jeg på at finde den harmoni der skal til for at vi får overskuddet tilbage.
Overskuddet til at nyde hinanden og livet igen, og ikke bare overleve.

Når man må smide håndklædet i ringen

Manden har været på messe siden sidste mandag og fortsætter til efter weekenden. Det kræver lange arbejdsdage af ham, og han er først hjemme kl 19 nogle dage og andre dage så sent som kl 21 ellere mere. Der måtte jeg simpelthen indse, at jeg ikke kunne klare det hele selv herhjemme.

Hente Silas, lave aftensmad, bade ham, putte ham og tage ham selv meget af natten.

Jeg havde så mange smerter, at jeg slet ikke kunne overskue at opfylde hans behov.

Så på trods af at det skærer helt ind i hjertet at måtte indrømme det, så er jeg ikke i stand til at tage mig af ham selv disse dage. Derfor er Silas nu oppe ved sine bedsteforældre, hvor han vil få alt det forkælelse som det bette pus fortjener.

Jeg startede også praktik i dag, og må indrømme at jeg er glad for den beslutning jeg har taget. Ud over at komme hjem med utroligt mange ryg/bækken-smerter, har jeg også en influenza kørende rundt i kroppen.

Havde feber i nat, og havde svært ved at finde til ro.

Smertestillende har jeg taget hele dagen, og da jeg kom fra praktik, var det første jeg gjorde, at tage 2 piller og smide mig i sengen med en pude mellem benene.

Der lå jeg i ca 1 time før jeg følte jeg var klar til at komme op igen, og kunne mærke hele bækkenet var træt, og havde svært ved at holde mig oprejst.

Det har været svært for mig at acceptere at jeg føler mig så handikappet, har endda følt mig som en super dårlig mor. Også selvom jeg ved at egentligt ikke er det, men kunne jeg vælge, ville jeg jo helst kunne støvsuge, lave mad og kaste rundt og lege med Silas, uden at tage højde for om jeg kan holde til det eller ej.

Min genoptræning jeg er startet med, kører jeg med 30-40 min om dagen, og hele min krop er rigtigt træt bagefter. Men håber der kommer en forskel snart.

Min Fys. har i hvertfald snart givet op på mig, det er nr. 4 nu. Snakker om endnu engang at sende mig videre  i systemet. Snakker om bindevævssygdomme og hypermobilitet.

Jeg er bare ikke klar til at acceptere en kronisk gigtsygdom i min alder!

Håber snart det finder ud af hvad der er galt.

Alt have så ondt efter kun i knap 3 timer at sidde og pudse trollesten og pakke breve, er simpelthen bare bunden :/

Af hvad bedre nyheder er, så kan jeg da holde til at sidde lidt at sy. Og det er der kommet denne herlighed ud af til bette-drengen. Nåede lige at blive færdig med den i går før influenzaen tog over.

Trøjen får sit eget indlæg på bloggen når jeg lige har taget billeder af sønnen med den på, den er bare SÅ sød til ham :)

Mors nye trænepude

Det er begyndt at gå lidt bedre med mine smerter. Jeg har ikke taget smertestillende i godt 3 uger nu. Det er skønt! Dog har jeg stadig smerter ved at sidde ned eller være i gang for længe.

At gå til gymnastik med Silas er vildt sjovt, men efter at have hoppet på hoppepude med ham, har jeg SÅ mange smerter når jeg kommer hjem, at Thomas må stå for aftensmad mens jeg ligger på sofaen.

Men min Kiropraktor siger der er stort fremskridt. Da jeg var nede ved ham, sagde det kun knæk i den ene side nu, hvilket betyder at ryggen ikke skubber sig tilbage i det gamle igen.

Samtidig har jeg fået 11 øvelser jeg skal lave om dagen. Det tager sammenlagt ca 1 time at lave, og har voldsomt ømme mavemuskler bagefter, men sådan er det, kan mærke jeg træner de "gode" steder :)

Jeg har så fået en trænepude med hjem som jeg skal sidde på. Den gør, at der hele tiden er bevægelse i min siddestilling, så får jeg ondt, kan jeg dreje lidt på den. Dog har jeg fundet ud af, at sidde for meget på den, heller ikke er behageligt, så nu ligger den lige under bordet resten af aftenen, og så må den komme frem igen i morgen.

Men Silas synes nu den er meget sjov, og får nok heller ikke lov til at sidde på den når han er der, så er den nemlig hans! :)

 

 

 

Håber snart på lysere dage

Det er med store smerter at jeg sidder her og skriver. Derfor bliver det meget kort.

Jeg fik svar på mine røntgenbilleder i sidste uge, og der var intet på dem. Fysioterapeuten har også sat et lille punktum ved min behandling. Har fået mine håndklæder hjem, og ingen ny tid, men kan skrive hvis jeg vil spørge om noget. Ellers er det om at fortsætte med de øvelser hun har givet mig.

Men alligevel følte jeg lidt at jeg blev "efterladt", mine smerter har nemlig været meget tiltagende de sidste 2 uger. Fra at starte med små smerter, til at være så slemt, at jeg har måtte tage smertestillende, ligge på langs, samt afvise at kunne komme med ud og gå.

Så jeg måtte tage den et skridt videre, så i dag havde jeg en tid til en kiropraktor i stedet. Han startede helt fra bunden med at stille en masse spørgsmål. Mærkede mig, bedte mig om at lave nogle få bevægelser osv.

Han nævnte noget med, at nogle af mine ryghvirvler var spændte og ikke havde den fleksibilitet de skulle have, så ryggen er helt spændt midtpå. Det er noget af det der giver smerterne i bækkenet, da det hele skal arbejde sammen for at virke ordentligt.

Han sluttede af med at knække mit bækken tre gange. Knækkene gik lige i/omkring halebenet, hvor smerterne starter og sidder værst. 

Læste, at i nogle tilfælde forsvinder smerten helt, delvist eller bliver værre. Jeg troede jeg var den heldige, fordi kort efter havde jeg ikke nær så ondt.

Men! Få timer efter jeg har kommet hjem, blev det slemt. Hver gang jeg stod op kunne jeg knap holde tårene tilbage, og det er med en pude i ryggen på stolen, at jeg lige kan holde til at sidde og skrive det her. Smertestillende har ikke kunnet tage smerterne. De formindsket når jeg ligger ned, men ligger stadig og dunker og gør ondt. Bare tanken om at rejse mig op får mig til at tude.

Det gjorde det ikke lettere, at vi måtte holde Silas fra dagpleje i dag. Han blev varm i går aftes, og her til morgen, var han så dvask at vi måtte holde ham hjemme.

Thomas arbejde da hjemmefra om morgnen, og da jeg kom fra kiropraktor, kørte han af sted til nogle samtaler. 

Der sov Silas heldigvis, men han vågnede før Thomas kom hjem, så det var 2 timer med MANGE smerter, hvor jeg måtte smøre mad til Silas og forsøge at underholde ham.

Dog hjalp Thomas med aftensmaden, og smerterne var ikke nær så slemme der.

Det var den nye ret, og den skriver jeg om i morgen, den var ret god, så glæd jer :)

Men nu må jeg over på sofaen og ligge mig på langs resten af aftenen, og håbe på at smerterne ikke er så slemme at jeg ikke kan sove i aften. Ellers ryger jeg på stærkere smertestillende end tidligere.

Og skal siges, at Silas har det meget bedre.

Efter aftensmaden, stod jeg og tørrede mine hænder med et stykke køkkenrulle. Silas kom hen og stilte sig foran mig, kiggede op på mig med munden i vejret. Han ville tørres om munden.. "nåååh", så jeg tørrede ham om munden. Men han gik stadig ikke, blev bare stående. Så kiggede han på mig og sagde "Mor, mor mor!" spidsede munden og ville have et KYS! :D

"NÅÅÅÅH", så fik han et kys, så var han glad og løb ind i stuen... tal om at smelte totalt der :D

Senere da Thomas skulle have Silas i et bad, kom han ind mens Silas sad på min kontorstol. Da Silas fik øje på ham, slog han ud med armene, pegede på Thomas og sagde "BAR, BAR, BAR!" 

UUUUHHH! X)

Blev jeg bare NØDT til lige at have med også.. men nu slutter jeg også.. :)

 Noget af det der hørte til aftensmaden :)

 Kan i gætte hvad det er? Silas ELSKER det :)

Det kom vi ikke på maden, men Silas skulle lige se hvordan den virkede

Så er det weekend

Hver weekend ser jeg SÅ meget frem til at være sammen med familien. Det er så stille herhjemme til hverdag, når Thomas er på arbejde og Silas i dagpleje.

Det er dog nødvedigt, kan simpelthen ikke tage mig af Silas alene en hel dag :( 

I onsdags hentede jeg Silas, der løftede jeg ham det meste af vejen hjem, da vi skulle nå ned og handle inden aftensmad. Det skulle jeg da aldrig have gjort. På trods af at han er i gæstedagpleje, og turen er på knap 500m. Så udløste det en sådan smerte, at jeg har været på smertestillende siden. I går aftes brugte jeg 1 time på at falde i søvn fordi det gjorde ondt at sidde ned, så den står på smertestillende før sengetid i aften.

I dag har jeg ikke kunnet sidde ned uden at have smerter, så der har jeg også været på smertestillende.

Æv, det er godt nok træls at have det sådan.

Håber altså snart det bliver bedre.

Jeg er næsten færdig med mit næste syprojekt, glæder mig til at vise det frem, det er et stk. tøj til mig selv denne gang :)

Vil gøre det lidt hurtigt, da det gør for ondt at sidde her og skrive.

Her er lidt billeder fra i dag

 Gufler vindruer mens der bliver lavet mad. Den dreng bliver helt vildt sulten mens vi laver mad, og passer vi ikke på, så spiser han sig mæt før aftensmaden overhovedet kommer på bordet.

 

 Dagens ret. Ris med ærter, majs, peberfrugt, løg, hvidløg, tomatpure og cocktailpølser (Vi har kommer lidt flere ingredienser i)

Færdigt! Opskriften finder du HER

Sommer og sygemelding

Jeg har slet ikke fået skrevet på min blog hvordan det gik til Fysioterapeuten i onsdags. 

Det gik egentligt som forventet, det endte med en sygemelding på 2 uger indtil videre. Jeg havde overanstrengt hele min hofteregion for at kompensere for smerterne i lænden, og det har ikke gjort situationen bedre. Jeg fik to dage til at slappe af i, og så stod den på Fys. igen i fredags. 

Der var min hofteregion lidt mere afslappet og klar til lidt massage. Satme ondt det gjorde at få massage :(

Derefter fik jeg 5 øvelser som jeg skulle lave på daglig basis, den ene af dem har jeg droppet, den skaber svære smerter i mit ene skulderblad, men de andre 4 har jeg brugt jævnligt.

I går havde jeg knap nok ondt, men pludselig i dag efter aftensmad stak det i lænden, og så har jeg haft smerter lige siden og haft ondt uanset hvad jeg gjorde. ØV! Troede lige det var blevet bedre.

Uanset hvad, så står den på Fys. igen onsdag, så må vi se hvor meget bedre det er blevet der.

Men vi har da nydt weekenden fuldt ud alligevel. Silas har sovet til kl 9 begge dage, så det har været stille og rolige morgener. Lørdag tog vi til kræmmermarked i Sunds, men kan godt se jeg er vant til genbrugsforrretninger. Syntes ikke jeg kunne finde det jeg ledte efter, og tingene var sååå dyre :/

Men kom da hjem med lidt krydderier og 2 træspuslespil til 10 kr stykket. 

Da vi kom hjem begyndte Thomas at ordne vores forhave. Vores ene nabo havde været så flink, at hun havde fritid til at rive hele vores forhave op mod husvæggen op, så der var klar til hvad man nu havde lyst til. De havde de lige lagt terrasse, så de havde fliser og sand til overs som vi måtte få.
Ikke nok med det, så kom hun og vores andre naboer for at hjælpe med at lægge fliserne, så der var kæmpe selskab udenfor vores hoveddør. 

Det samme her til middag i dag, da der lige skulle smækkes cement for at skabe de sidste sten der ikke passede, og smide mere sand over.

Det er da klasse :)

Så nu har vi budt at betale pizza en weekend engang, så vi kan spise middag sammen allesammen, samt lovet at tage lidt med hjem fra Tyskland når vi skulle derned igen engang i næste mrd.

Dagen i dag har ellers stået på vandplaskeri i baghaven, samt afslapning og hyggeture i skoven og på legeplads.

 

 

 Blev dejligt våd :)

 Det var lidt sjovt :p

 

 

 

 

Stakkels dreng

Hvad de små børn ikke skal gå igennem.

Var meningen dette skulle være et godt indlæg om popcorn, men det drejede fuldstændigt i går aftes.

Nu er der endnu engang tænder på vej, og endda en stor fed hjørnetand, og det er bare ikke sjovt :(

Hverken far eller søn har fået meget søvn de sidste par dage, og mor har været på arbejde og har ikke været den store hjælp det meste af dagen :(

Det bette pus bare græder og ved slet ikke hvad han skal gøre af sig selv, og det smertestillende kan ikke virke døgndrift. Nu håber jeg virkeligt han sover bedre i nat, han er bare så hæs af at skrige, og så udmattet.

Godt mors ferie starter fra i morgen, så kan jeg nusse og forkæle ham godt i 14 dage :)

 Taget i går, før det gik helt galt ved sengetid. Silas' første møde med popcorn.. stor succes :)