Viser opslag med etiketten pizza. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pizza. Vis alle opslag

torsdag den 6. september 2018

Pizza med kødboller

Så er der lækker pizza!
Toppet med hjemmelavede kødboller, så bliver det ikke bedre.
Kødbollerne skal laves først, og resterne kan opbevares på køl og bruges i ungernes madpakker.
De skal dog helst laves lidt mindre end dem på billedet, da de var lidt til den store side.

Pizza med kødboller
2 voksne 2 børn
Tid: 35 min (+ 20 min til kødbollerne)

Ingredienser:

Klassiske kødboller (ca 25 stk)
250 gram hakket oksekød
½ finthakket løg
5 fed finthakket hvidløg
Italiensk krydderi
Hakket persille
1 æg
50 gram revet parmesan
125 gram rasp
125 gram ricotta ost
1 tsk salt
Raspolie

Pizza
Hvedemel
1 stk pizzadej
250g tomatsauce til pizza
1 kugle frisk mozzarella
Kødboller
Olivenolie

Fremgangsmåde:

Kødboller:
Ovnen forvarmes på 225 grader
Alle ingredienser kommes i en skål og blandes godt sammen til en meget massiv køddej.
Brug en lille ske til at forme små kødbollerne. Kødbollerne steges på mellem varme et par minutter i lidt olie på en pande.
Kødbollerne kommes over på en bageplade, og kommer i ovn i ca 10 minutter hvor de bager helt færdig.


OBS: Kødbollerne kan opbevares på køl nogle dage i tætpakket emballage, og spises som små snacks eller kommes i madpakken (de må dog IKKE genopvarmes)

Pizza:
Tænd ovnen på 250 grader over/undervarme med en bageplade på nederste rille. Hvis du har en pizzasten, skal du stille den på bagepladen i den kolde ovn, inden du tænder.
Drys lidt mel ud på et rent bord og rul pizzadejen ud til bunde med en kagerulle.
Fordel tomatsaucen på bundene.
Undlad at smøre tomatsauce på den yderste centimeter af pizzabundene.
Skær mozzarellaen i små stykker og fordel den på toppen.
Flyt pizzaen til ovnen med en pizzaspade, eller før et spækbræt ind under bagepapiret med pizzaerne, og flyt det hele til bagepladen.
Bag pizzaerne i 10-15 minutter, til osten er gylden og skorpen sprød.


fredag den 2. marts 2018

Pitapizza

Er ungerne til pizza, men har i ikke tid til at fumle med dej, så er her den perfekte løsning.
Brug pitabrød som bund, og spring et helt step over i madlavningen.
Det tager kun 25 min at lave, og selv ungerne kan være med.
Man bestemmer selv fyldet, vi har valgt at lave nogle med skinke og noget med pepperoni, dog smagte pepperoni bedst, så det er tilføjet vores ingrediensliste.
Super let og lækkert!

Bliver der nogle til overs, så er der til madpakken dagen efter.

Opskriften er inspireret herfra, og tilrettet vores smag herunder.

Pitapizza
2 voksne 2 børn
Tid: 25 min

Ingredienser:
8 stk pitabrød
Ketchup
100g pepperoni
1 pk. frisk mozzarella
8 stk. cherrytomater
½ Agurk
½ spsk. tørret oregano

Fremgangsmåde:
Opvarm ovnen til 225 grader varmluft.
Smør de hele pitabrød med en god slat tomatketchup.
Fordel pepperoni på hver pita, samt skær mozzarella i mindre stykker og fordel ovenpå.
Drys med lidt tørret oregano på toppen.
Bag pitapizzaerne i ovnen i ca. 10-15 minutter, til osten er smeltet og gylden på toppen.
Skyl imens cherrytomater og agurk, skær dem i mundrette bider, og server dem som tilbehør til pitaerne.


tirsdag den 25. april 2017

Pizzatærte med tomat, oksekød og bacon

Er I en familie der elsker hjemmelavet pizza, så er dette noget for jer.
Dette er dog ikke en helt normal hjemmelavet pizza. 
Det er, som overskriften siger, en tærte, hvilket vil sige, at der er noget mere fyld end på en normal pizza.
Den indeholder bla. hakket oksekød, bacon, løg, alm-  og soltørrede tomater. 
Hele familien var vilde med den, så det er helt klar ikke sidste gang vi laver den.
Opskriften er fundet her.
Dog har jeg til rettet lidt i opskriften herunder.

Pizzatærte med tomat, oksekød og bacon
4 pers.
Tid: ca. 45 min

Ingredienser:
250 g hakket oksekød 
1 pk bacon
1 stort løg
3 tomater
50 g finthakkede soltørrede tomater
2 spsk koncentreret tomatpuré
3 spsk vand
1 tsk groft salt
1  pizzadej 
2 æg
½ dl mælk
200 g revet cheddar

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader.
Kom bacon på foldet sølvpapir og ind i den forvarmede ovn i ca 10 min, vend bacon og giv det ca 5 min mere til det er godt stegt.
Steg oksekød i en pande til det er gennemstegt. 
Skær det færdigstegte bacon i små stykker og bland det i kødet sammen med løg, de 3 slags tomat, vand og salt. 
Steg i yderligere ca. 2 min.
Rul pizzadejen ud på et meldrysset bord til en diameter på ca. 38 cm. 
Børst melet af og læg dejen på et stykke bagepapir. 
Fordel oksekødsfyldet på pizzabunden, så der er en ca. 3 cm bred kant uden fyld. 
Fold kanten lidt ind over fyldet - lav små folder, så dejen ligger fladt.
Pisk æg og mælk sammen og vend ost i. 
Træk bagepapiret med pizzatærten over på den varme bageplade, hæld ostefyldet på kødet i midten og bag pizzatærten i bunden af ovnen, for at undgå den bliver brændt, samt bunden bliver sprød.
Bages i ca 25 min.


tirsdag den 18. marts 2014

Kartoffelpizza med chorizo

En lidt anderledes pizza end normalt, og så smager den faktisk pænt godt :)
Kartoflerne skal man skære flødekartoffeltynde, og vælge en god chorizo.
Har man lavet dejen i forvejen, tager den kun 20 min at lave. Man kan også vælge at lave ekstra dej, og bruge den til at lave et flutes eller andet af.
Opskriften er fundet HER

Tid:
1t 15 min til dej, 20 min til pizza

(4 pers.)

Ingredienser:
15 g gær
4 dl vand
2 tsk. salt
2 spsk. olie
600 g durummel
1 dl mayonnaise
3 fed hvidløg
6 store kartofler
50 g sorte oliven i skiver
150 g revet mozzarella
200 g chorizo
Salt og peber

Tilbehør
Salat

Fremgangsmåde:
Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt og olie. Rør melet i, ælt dejen smidig og lad den hæve under et klæde i 1 time.
Del dejen i fire og rul hver del ud ½ cm’s tykkelse.
Rør mayonnaisen med presset hvidløg og smør det ud på pizzabundene.
Vask kartoflerne, skær dem i papirtynde skiver og fordel dem på pizzabundene sammen med oliven, mozzarella og chorizo i skiver.
Krydr med salt og peber og bag pizzaerne ved 250° i 15 min.
Servér med en god salat.

lørdag den 19. januar 2013

Hjemmelavet pizza med et twist

Herhjemme kan vi godt lide at lave hjemmelavet pizza.
Min yndlings er med hakket oksekød og pepperoni, ud over det sædvanlige selvfølgelig.
Så så vi lige "Man VS food" på tv her forleden dag. De viser altid det program lige omkring spistetid, så det har allerede ødelagt flere af vore madplaner, og ændret det til ulækkert fastfood i form at burger, pizza eller andet, selvom man stod og skulle lave en god aftensmad. Men man kan ikke lade være med at få lyst til det ulækre efter man har set det program :)

Det ene afsnit her, lod os dog inspirere i stedet. Han så hvordan en restaurant lavede en pizza på en lidt anderledes måde. Her havde de pizzabund, så ost i skiver og derefter tomatsovs, fyld og ost på toppen. Ved at have osten nederst, så skulle den smelte ned i dejen og gøre den super lækker.

Vi brugte færdiglavet dej, og efter at have foldet den ud, lagde jeg den dobbelt. Så fik jeg en meget tykkere bund, men ikke for tyk. Med osten nederst endte den med at blive super lækker.

Manden siger han ikke kan smage den store forskel, det smager bare som osten er nederst, men med den tykke bund, må jeg indrømme at det hele samlet set var meget bedre.

Her er lidt billeder til inspiration hvis i skulle være interesseret.

 Dejen, her med foldede kanter. Ikke noget værre end tomatsovs og ost ud over hele vores stenplade.
Her kan i se osten ligge nederst.

Her med fyldet på

Den færdige version. Super lækkert :)

fredag den 23. november 2012

Easy Stromboli

Opskriften til i dag, blev i stedet ændret til denne. Det lagde op til mere lækkert fyld end den anden der bare indeholdt bacon og ost.. lidt ulækkert hvis du spørger mig.

Men farmand lavede selvfølgelig sit eget fyld, og Silas og jeg delte min med vores fyld.

Den er meget let at lave.. men vi fulgte også opskriften og købe færdiglavet pizzadej.
Man kan jo lave det selv hvis man har lyst :)

Vi har en stenplade, så vores blev super sprøde hele vejen rundt. Dog ved lidt for højt gradetal, så de skulle have lidt ekstra, da dejen ikke var helt færdigbagt da dejen udenpå var pænt brun.
Næste gang, hvis man vil lave på stenplade, så mindre varme, evt. hæve stenpladen så den ikke ligger i bunden, og så er det tættere på de 20 min. før de er færdige.

Næste gang kommer vi flere krydderier i, evt. prøver med lidt ændringer af fyld.
Det smagter ret meget som en indebagt pizza :)

Denne ret får 4 ud af 5 stjerner

Mest fordi det er helt op til én selv hvad fyld man kommer i.

Opskriften finder du HER

 Mor og Silas' version: 
Dej smurt med Dolmio classico. Oksekød, løg og gul peberfrugt i en gryde svitset og kommes ovenpå dolmio. Pepperoni, skåret over i 4, ligges på, strøges med goudaost til sidst.
Alle kanterne lukkes godt til hele vejen rundt, så fyldet ikke flyder ud.
(min ser sådan der ud, fordi jeg glemte osten, så måtte skære den op da den var halv færdig og skubbe osten ind under kanten). :(

Fars version:
Dolmio classico, pepperoni skåret i stykker og Gouda ost. Lukkes hele vejen rundt. Han valgte at lave to stk små.


fredag den 24. august 2012

Silas' nye ord

Yeees, den knægt har udvidet sit ordforråd på meget få ord med TO ord mere!
Nu siger han "av av" når han slår sig, samt jeg tør vædde min højre arm på, at jeg jeg hentede ham i dagpleje i dag, der pegede han på sin barnevogn og sagde "Baaarnevagn". Meget korrekt udtalt, med den sødeste lille stemme, hihi.

Glæder mig til at høre hvordan han lyder når han rigtigt begynder at snakke, han må kunne charmere alle mennesker omkring ham (selvom han gør det nok med hans store øjne).

I dag hentede jeg Silas fra dagpleje, da Thomas kom sent hjem fra arbejde.
Straks vi kom hjem, løb Silas hen og åbnede køleskabet som altid, og denne gang var det pålægchokoladen han fik fat i, og jeg tør også vædde på, at han udtale ordet "palæg" som i pålæg. Han gjorde det nemlig to gange mere i dag.

Er så stolt!

Men ikke nok med det.
Vi havde nogle lækre "Pink lady" æbler liggende. De er bare så dejligt søde i smagen, så sådan en tog jeg lige en bid af, og Silas så hvordan jeg bare tog en bid, og så ville han også smage. Før jeg fik set mig om, så havde han flået æblet ud af hånden på mig, også sad han ellers der og tyggede godt på det. Spiste det som om det havde været dig og mig, med skræl og det hele. Havde jeg ikke stoppet ham, havde han spist hele kernehuset også. Så jeg gav ham et æble mere som han spiste halvdelen af. Så det var lige 1½ æble.. yay :)

 
 

Her til aften gik turen over til naboerne for første gang. Dem der havde hjulpet os med at ligge terasse.
Så vi betalte for pizza, og så sad vi ellers og hyggede os helt vildt til Silas skulle hjem og putte.

Silas hyggede sig også godt. De havde gemt noget legetøj fra da deres store søn var lille, og Silas elskede at rode med klodserne, en lille vogn og en skøn barnestol. Og så var hundelegetøjet også et hit til sidst.. nåeh ja, og en fluesmækker som han syntes han kunne bruge til at feje gulv med.
Som altid, var Silas hurtig til at acceptere dem, og ville op og sidde og lege med dem. 
Dejligt med en dreng der stoler sådan på andre mennesker.


fredag den 12. august 2011

Pizza for the WHOLE family!

Yeeesh!
Det er lige hvad menuen stod på i dag.
Silas skal jo også have det samme som os. Så i dag stod den på pizza, og han skulle da også have sin helt egen.

 Mors pizza

 Silas pizza

En sulten Silas
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...