2019 har allerede budt på lidt af hvert, og vi lever stadig midt i orkanens øje, men forhåbentligt lysner det snart, så vi kan få ro på herhjemme.
Jeg selv, har levet i en osteklokke af smerter siden midt oktober, hvor min blokade stoppede med at virke. Jeg har haft svært ved at være i mig selv, og jongleret arbejde, virksomhed, familie og fritid.
Jeg har bidt smerter i mig, som har været så kraftige, at det at komme på arbejde var en stor stress faktor, da det betød x-antal timer hvor jeg måtte smide smilemasken på, og lade som om at alt var fint overfor kunderne.
Nogle dage var det så svært, at jeg næsten var grædefærdig, men jeg håber ikke kunderne lod mærke til det, man bliver pro med tiden.
Men stressen var så tydelig i kroppen, at hver dag var en dag jeg stod ud af sengen, med en skræk om endnu en dag med smerter.
Dette galt ikke kun på arbejde. måske var det blot en weekenddag med ungerne hjemme.
Mine hænder rystede, jeg var på randen af tårer. Nogle nætter brød jeg ligefrem sammen, flere nætter i streg... jeg vidste, at nu måtte der snart ske noget.
Det gjorde der da også, jeg blev sendt videre til en Fysioterapeut der vidste hvad hun havde med at gøre. Hun afskrev alt hvad de tidligere Fysioterapeuter havde smidt mig ud i.
Træning.. almindelig træning var bandlyst, ISÆR hvis det gjorde ondt. Det havde det gjort, og jeg havde fået at vide at det var OK. Men det er det ikke, det må IKKE gøre ondt.
Jeg fik taget ny MR-scanning, og mine forkalkninger var slemme, meget slemme.
Vi blev enige om at prøve chokbølgebehandling, der var der mange andre der havde prøvet før, og med godt resultat. Jeg har nu fået 3 behandlinger, og jeg må indrømme, at de har åbnet op for de sår forkalkningerne havde dækket sig over.
Jeg ser nu tilbage på smerter jeg havde for ca 2 år siden, før forkalkningerne valgte at udvikle sig.
Vi snakker smerter ved hver bevægelse, følelse af syre der render rundt inde i skuldrene, og jeg kan mærke tårene er på vej igen, da smerter har sat sig fast i mit hoved som en stress udløser.
Men jeg er fortrøstningsfuld over at jeg er tilbage til hvor skaden var slem uden forkalkninger, og med lidt behandlinger mere, håber jeg på at jeg kan sammenarbejde med min krop, og få den tilbage på rette køl igen. Det skal gøre ondt før det gør godt, og det har jeg mærket.
Jeg krydser fingre, jeg vil ikke byde min værste fjende at gå gennem det daglige smertehelvede jeg har været i de sidste 3 år.
Problemet med disse smerter og behandling er, at det er vigtigt at give sig selv ro, og tid til træning, og med en familie og et arbejde, har dette været svært.
Arbejdet har været været utroligt forstående, og jeg tager hatten af for den positive tone de havde overfor mig, da jeg måtte melde fra en del vagter i forbindelse med mine behandlinger.
Desværre, så har det været knap så let på hjemmefronten.
Vi har alle kæmpet med sygdom (influenza, forkølelse m.m) siden årets start.
Alle har været turen igennenm 1-2 gange, men især den bette har været hårdt ramt.
Ud over at han har været igennem feber 4 gange, har han skadet sin ene hånd (som var meget smertefuld i 4 dage) og fået lagt dræn så han måtte tage en fridage mere.
Dog tog han de nye dræn utroligt flot!
Siden jul sov han ikke igennem mere, og nogle nætter kunne han vække mig op til 6 gange igen.
Jeg gentager, jeg føler seriøst jeg har levet i en osteklokke, haft svært ved at trække vejret, og hver gang jeg føler at der er tid til overskud, så bliver vi ramt at sygsom eller andet.
I starten af året var min mand i en bilulykke, heldigvis skete der ikke ham noget, men vores bil blev totalskadet. Der gik næsten en måned før vi stod med en ny bil. Alt skulle tilrettelægges, og min mand havde et kæmpe arbejde med forsikringer, og papirarbejde for at få det hele på plads, både med den gamle, men også den nye bil.
Jeg føler 2019 er et år vi bliver udsat for den ene prøvelse efter den anden, men jeg prøver at holde mig selv positiv så meget jeg kan, selvom det kræver rigtigt meget af mig.
Der er dage jeg har følt mig som en ufattelig dårlig mor, da min tålmodighed og lunte har været kort, Pga. de smerter jeg har skulle undertrykke. At sætte mig selv i sidste række, fx når den bette er hjemme, er mega hårdt, og jeg har de sidste par måneder slugt flere smertestillende end hele sidste år.
Kalenderen er fuld.
Fødselsdage, samtaler og arrangementer i børnehave og skole, behandlinger, scanninger og arbejde.
Jeg ved jeg må tage en dag af gangen.
Fra i næste uge står den på 2 ugers ferie, og jeg håber på, at når de er gået, så er der bedring i smerterne, og jeg har mere overskud.
Fordi overskudsmor kæmper. Hun er derinde, hun har mange planer, ønsker og kærlighed at give, men hold nu kæft hun er træt...
