Er det ikke typisk...

At de morgener hvor man skal noget MEGET vigtigt, så er det de morgener hvor vækkeuret IKKE ringer?
Det er det i hvertfald herhjemme.
Jeg åbner øjnene, kigger på uret.. "6:50"... FUCK, vi skal være ved ørelæge kl 7:15 i Herning og have lagt dræn. Køreturen alene tager mellem 15-20 min..
Jeg får vækket manden, og begge hopper i vi tøjet, Silas var vågnet (det var hans klukken der vækkede mig). Mens vi styrter rundt som høns og får pakket en lille taske, sidder Silas nærmest og griner os op i hovedet, han hygger sig gevaldigt mens vi kæmper med at få ham i tøjet, og jeg bliver klappet på hovedet et par gange af hans hænder, som prøver han at sige "Slap nu af mor, hvorfor skynder du dig sådan".. "
Åh, skat.. du skulle bare vide.. bette uvidende 1½ årig...

Ud i bilen, og så af sted, vi kommer ca 10 min for sent, men det går, og narkoselægen kommer ud. Thomas går ind med Silas og jeg sidder og venter i venterummet. Så bliver der stille, der er ingen i venterummet, og det er først der jeg mærker nervøsiteten komme op.. puha.. klare han det nu godt? Jeg lytter for at høre om han begynder at græde, men der kommer slet ikke nogle lyde. Thomas kommer tilbage og fortæller, at han slet ikke græd eller noget. Han fik masken over hovedet, kiggede interesseret omkring, og blob, så sov han.
Fantastisk!
Der går lidt over 5 min (føles som en evighed), så kommer lægen ud til os og siger det er vellykket. Der var en del væske på begge ører, så det var ret tiltrængt, fortalte han.

Silas sov da vi kom ind i opvågningslokalet. Han lå bare og sov som var han hjemme i hans seng. Dog var opvågningen ikke særligt rar, han vågnede som han gør om natten, hvor han ikke vågner helt.
Han vred sig, græd og skreg som om han havde han et mareridt han ikke kunne vågne fra. Det tog ca 10 min før han var helt vågen, men selv der var han ikke glad. Vi fik lov til bare at tage ham hjem, det hele var gået fint, og den bedste trøst ville nok være at komme hjem.
Køreturen var et helvede. Det bette pus skreg og græd hele vejen hjem, og skubbede min hånd væk hver gang jeg ville trøste ham.. av, sikke jeg pludseligt følte mig som en dårlig mor! Husker tilbage til om morgenen, hvor den bette dreng kiggede på mig med smilende øjne og kæmpe grin, til nu, hvor han slet ikke ville have noget med mig at gøre.
Heldigvis, da vi næsten var hjemme, kiggede han over på mig og lagde sin hånd frem i mod mig. Jeg tog hans hånd, og han klemte om min finger. Selv da vi holdt stille klemte han stadig min finger. Da følte jeg, at han havde tilgivet mig igen. :)

Jeg kan slet ikke mærke forskel på Silas endnu.. well.. måske lidt. Det er svært at sige,. den knægt kan jo forandre sig fra dag til dag. Han ignorerer mig stadig når jeg snakker til ham, som om jeg ikke ved at han godt kan høre mig tydeligt nu, frække knægt.
Og dog alligevel, syntes jeg han kigger mere intenst på mig nu når jeg snakket til ham, som om han lytter efter hvad jeg siger når vi har øjenkontakt. Jeg føler lidt jeg skal starte helt forfra med at snakke til ham, lære alle ord forfra, fordi han nu kan høre dem rigtigt, men ved godt at jeg ikke behøver kæmpe sådan for det. Det skal vel nok komme helt af sig selv :)
Han har det i hvertfald godt, sov 2x1 times middagssøvn i dag, ikke meget, men det gik fint. Han sov også straks han kom i seng her til aften klokken lidt over 20. Nu har jeg endnu en fridag med ham i morgen, så bliver en afslappende hjemmedag med lidt oprydning, og hvis vejret tillader det, så en tur over på legepladsen :)

Og så lidt video'er fra den fine basse i dag, nu med dræn i ørene. Der er et videoklip mere, det kommer op i morgen.